Lia og Henrik tester og anmelder ON Cloudrock 2
Share
Fleksible og lette vandrestøvler til både den korte og den lange gåtur!
Jeg er stor fan af ON’s sko og støvler pga. deres helt særlige sål, som er fleksibel både på langs og på tværs af skoen. Det giver en helt særlig og behagelig gå-oplevelse, som er ulig noget andet fodtøj, jeg har prøvet.
Cloudrock 2 er ON’s nyeste udgave af deres vandrestøvle, og udover den fleksible sål er jeg især glad for, at de ikke går alt for højt op på skinnebenet, men alligevel giver den gode støtte omkring anklerne, som man har brug for i en vandrestøvle. Det er en støvle, som man nemt kan vandre længere ture i. Nu har jeg indtil nu kun prøvet den på skovunderlag, men jeg tænker, at den vil være fin til ujævnt underlag med sten som fx den lette bjerg- eller fjeldvandring – netop pga. fleksibiliteten i sålen, uden at man mister det solide fodfæste og stabiliteten omkring anklerne. Den er selvfølgelig vandtæt, hvilket er et stort plus i min bog.
Designet er smart, let og ikke så klodset og stift, som det ofte ses for andre vandrestøvler, så det er et par støvler, som også fint kan bruges til andet en deciderede vandreture.
ON Cloudrock 2 testet og anmeldt af:
Lia Giarbini Lund, Konsulent
Er du på jagt efter nyt fodtøj der kan klare en tur i skoven, en dansk vinter og samtidig kunne begå sig til lidt pænere brug, er ON Cloudrock 2 et godt bud.
Jeg har haft fornøjelsen af at teste et par Cloudrock 2 i nogle dage. Jeg har som soldat gået i støvler til hverdag i mere end 30 år, og har efterhånden prøvet en del modeller i forskellige materialer, vægt og farver.
Cloudrock 2 kombinerer en outdoor sko og en støvle men uden det lange skaft. Den giver god stabilitet ved anklen, men det bedste er sålen. Sålen har ONs karakteristiske evne til at være stabil og fleksibel på samme tid.
Stabiliteten i Cloudrock 2 sammenholdt med den lette vægt, Goretex membran og mange forskellige farver gør, at den står øverst på min liste næste gang jeg skal skifte støvle til privat brug. En lille detalje som jeg også sætter pris på, er de små elastikker hen over vristen til at sætte snørebåndene under. Det kan ser måske fjollet ud, men det er træls at komme hjem fra en tur i skoven med våde, mudderindsmurte snørebånd der aldrig bliver pæne igen.
ON Cloudrock 2 testet og anmeldt af:
Henrik Lund, Seniorsergent