Månedens opskrift november - Fish and Chips

Månedens opskrift november - Fish and Chips

Fish and Chips og den lækreste hjemmelavede tatarsauce.

Friturestegte fisk serveret med pomfritter er en af de mest populære fastfoodretter ikke bare i Storbritannien, hvor den har hjemsted, men på verdensplan. Fish and chips stammer oprindeligt fra 1860ernes England og er et fusions-måltid af to madkulturer – hollandsk og spansk.

Det består af stegt fisk, typisk torsk eller kuller, og chips –(pomfritter). Det var den eneste type mad englænderne nægtede at rationere under anden verdenskrig og var i øvrigt John Lennons yndlingsspise.

Musikforlag til tilberedelsen: Give Peace A Chance…

Ingredienser:

Tatarsauce:
½ dl mayonnaise
1 dl cremefraiche 18 %
2 spsk kapers, finthakkede
4 cornichoner, finthakkede
1 tsk dijon sennep
En halv øko citron, fintrevet skal + saft
1 håndfuld frisk dild, finthakket
1 håndfuld persille, finthakket
En halv håndfuld purløg, finthakket
Salt
Peber

Rør alle ingredienserne godt sammen og smag til.

Dressingen er nem at lave og holder sig glimrende 1-2 dage i køleskabet.

Tempuradej
200 gram hvedemel
½ tsk. bagepulver
1 tsk. salt og peber
2 ½ dl. øl

Dybstegt fisk
500 gram torskefilet eller kuller
½ dl hvedemel
Fritureolie til stegning

Pomfritter
4 – 6 bagekartofler
Salt

Sådan gør du:

Dejen:
1. Bland hvedemel, bagepulver, salt og peber sammen i en skål.
2. Pisk øl i melblandingen med et piskeris, til dejen er glat og ensartet. Øllen gør dejen mere luftig.
3. Lad dejen hvile i skålen i 1 time ved stuetemperatur.

Dybstegt fisk:
1. Skær torske- eller kullrerfileten i mundrette stykker.
2. Hæld hvedemel i en skål, og vend fiskestykkerne i melet.
3. Hæld olie i en stor gryde, og varm den op til 180°. Hold fast i den ene ende af et stykke fisk, og dyp den i tempuradejen. Læg 4 fiskestykker ad gangen direkte over i den varme olie, og steg dem i 5-6 minutter, til de er gyldne og gennemstegte.
4. Afdryp på fedtsugende papir. Gentag med resten af fiskestykkerne.

Sprøde fritter:
1. Skær siderne af bagekartoflerne, og skær dem herefter i ens aflange stænger.
2. Læg kartoffelfritterne i en skål med iskoldt vand i ca. 1 time for at udvande stivelsen i kartoflerne, så de bliver sprøde. Skift vand et par gange. Tag kartoffelfritterne op af vandet, og tør dem grundigt i et viskestykke.
3. Kog i friture, som holder omkring 140-150 grader, til de begynder at få lidt farve (ca. 5-6 minutter). Gør det ad flere omgange. Efterhånden som de er færdige, lægges de i en bradepande.
4. Lige inden de skal spises, kommer de i rygende varm friture (190 grader), til de er gyldne og sprøde. Det gøres også i flere hold. Dryp dem af på fedtsugende papir. Fritterne kan holdes varme i ovnen med døren på klem. Vent med at salte til lige inden, de skal serveres.

Velbekomme.
Bill Rathje

Tilbage til blog